En ion er et elektrisk ladet atom eller molekyle, der enten har fået eller mistet en eller flere af sine elektroner, og dermed fået en elektrisk ladning. Det betyder blandt andet, at når ioner opløses i vand, er de i stand til at lede elektricitet. Netop derfor kan der gå strøm gennem saltvand, men ikke gennem demineraliseret vand. Indenfor astrofysikken kan ioner give vigtige oplysninger om blandt andet stjerners og gassers temperatur.
Positive og negative ioner
Ioner inddeles typisk i to kategorier: Kationer og anioner. Kationer er ioner der har en positiv ladning, fordi antallet af protoner er større end antallet af elektroner. Den typiske formel for en kation angives med en hævet efter den formel, der angiver antallet af ladning, samt et +. Er der kun et + betyder det, at ladningen er en, men for et stof som calcium, der skrives således på formel: Ca 2+ er ladningen således +2. Kationernes diamentrale modsætning er anioner. Disse bærer en negativ ladning, da der her optræder færre elektroner end protoner. Ligesom for kationer, angives ladningen på disse ioner også med hævet skrift samt et – (minus). For eksempel skrives natriumchlorid som Cl –, da det har en enkelt negativ ladning.
Når ioner tiltrækkes af hinanden
Ioner med modsatte ladninger, kan danne et helt nyt stof ved hjælp af ionbindinger. Det sker ved at de tiltrækker hinanden med elektrisk kraft, og fungerer efter den såkaldte oktet- eller ædelgasregel, som kort fortalt går ud på, at hvert atom skal have 8 elektroner i sin yderste skal. To ioner med modsat ladning, der har tiltrukket hinanden og dermed dannet et nyt stof, kaldes for en ionforbindelse. Et eksempel på en ionforbindelse er natriumchlorid – også kendt som køkkensalt. Det er en sammensætning af Na+– og Cl–-ioner i forholdet 1:1. Her er der altså sket en tiltrækning, eftersom det neutrale natriumatom har en elektron i overskud, hvorimod chloratomet mangler en, hvorved der opstår en kemisk forbindelse og dermed salt.