Boris Becker, den tyske tennisspiller, blev en national helt, da han vandt Wimbledon-titlen i 1985. Som blot 17-årig, og før han engang havde fået sit kørekort, imponerede han tennisverdenen med sin fantastiske præstation i sin femte Grand Slam-turnering. Becker blev den første ikke-seedede spiller og den første tysker til at vinde herresingle-titlen i Wimbledon.
Hans overraskende sejr satte gang i en tennisrevolution i Tyskland. En meningsmåling viste, at hele 90 procent af tyskerne kendte til Becker, mens mindre end halvdelen kunne nævne landets kansler.
Beckers Karriere og Indflydelse på Tennis
Becker oplevede hurtigt stor berømmelse, men det kom også med et massivt pres. I det år, der fulgte hans triumf, kæmpede han for at leve op til forventningerne og vandt kun to titler i Cincinnati og Chicago.
Da han vendte tilbage til Wimbledon i 1986 som den fjerde seedede, var der ikke mange, der troede på hans chancer for at gentage succesen – ikke engang hans eget team. Men efter to uger med fejlfri spil, hvor han kun tabte ét sæt, lykkedes det ham at forsvare sin titel med en sejr i finalen over den daværende verdensetter Ivan Lendl.
De to titler gjorde Becker til et kendt navn verden over. Hans spillestil bidrog også til hans popularitet; han blev anerkendt som en af de første rigtige kraftspillere i tennis. Med sin hårde serv og aggressive spil forsøgte han konstant at presse sine modstandere.
Før han blev tennisspiller, havde Becker drømt om at være fodboldspiller og var i sin ungdom målmand. Den erfaring gav ham en god evne til at dykke og udføre spektakulære volleys, hvilket blev et kendetegn for hans spil og en kilde til skræk for modstanderne.
Becker var ikke kun en dygtig spiller, men også en performer, der involverede publikum i kampene. Han bar sine følelser tydeligt, og publikum blev en del af hans rejse på banen.
Roger Federer, som også har haft en strålende karriere og har tilbragt rekordlange 237 uger som verdensetter, så op til Becker som barn. Becker selv havde dog ikke samme lange periode på toppen. Han tilbragte kun 12 uger som verdensetter i 1991, næsten seks år efter sin første Wimbledon-sejr.
I sin jagt på at nå toppen tilbragte han 109 uger som verdens nummer to. Becker bemærkede, at det var frustrerende at være den længst siddende nummer to, uden at kunne rykke op på førstepladsen.
Men i 1991 fik han endelig chancen for at blive verdensetter, da han mødte Lendl i finalen ved Australian Open. Becker kunne ikke sove natten før kampen af spænding over udsigten til at blive nummer et.
Efter en langsom start fik han dog sikret sejren med 1-6, 6-4, 6-4, 6-4, hvilket gav ham hans fjerde Grand Slam-titel og en plads som verdensetter for første gang.
Becker beskrev følelsen som en lettelse og ønskede at nyde øjeblikket alene i omklædningsrummet. Han blev overbevist om at deltage i trofæoverrækkelsen, men han mente, at hans tid som verdensetter var for kort. Ikke desto mindre har han sikret sig en plads i historien som medlem af ATP’s No. 1 Club.
