Ordet “kejser” vækker billeder af mægtige riger, guldtroner og uindskrænket magt, men betydningen er både historisk og kulturelt betinget. I dag findes der kun ganske få kejsere i verden – og den mest kendte er måske Japans Tennō.
Kejseren – herskeren over flere konger
I klassisk europæisk tradition er en kejser en hersker, der står over konger. I det Romerske Rige og senere i Det Tysk-romerske Rige betød kejsertitlen, at herskeren regerede over flere kongeriger. Hvor en konge typisk styrer ét kongerige, symboliserer kejseren et større, ofte sammensat imperium.
I Asien har kejserbegrebet ofte haft en anden dimension. Her har titlen ikke blot signaleret politisk overhøjhed, men også guddommelig legitimitet – en hersker valgt eller velsignet af himlen selv.
Japans særlige titel
I Japan kaldes statsoverhovedet Tennō (天皇) – “Himmelens Hersker”. Titlen blev indført i det 7. århundrede, inspireret af kinesisk hofkultur, hvor kejseren var “Himmelens Søn”. I Japan blev denne idé flettet sammen med shinto-religionens myte om, at kejseren nedstammer direkte fra solgudinden Amaterasu.
Tidligere brugte man betegnelsen Ōkimi (大王) – “Store Konge” – men skiftet til Tennō placerede herskeren i en religiøst ophøjet position over almindelige konger.
Fra magt til symbol
I dag er Japans kejser, Naruhito, uden politisk magt. Han omtales som Tennō Heika – “Hans Majestæt Kejseren” – og fungerer som nationens samlende symbol. At han stadig kaldes kejser, handler ikke om et imperium med underlagte konger, men om en unik historisk og religiøs tradition, der rækker mere end 1.300 år tilbage.
Historisk tidslinje for kejsertitlen
27 f.Kr. – Romerriget
- Augustus bliver den første romerske kejser. Titlen Imperator udvikler sig til et symbol på magt over et vidtstrakt rige med mange folkeslag.
3.-6. århundrede – Kina og “Himmelens Søn”
- Kejsertitlen (Huángdì) forbindes med “Himmelens Mandat”, hvor herskeren har guddommelig ret til at regere, så længe han er retfærdig.
- århundrede – Japan indfører Tennō
- Kejser Tenmu og kejserinde Jitō formaliserer titlen Tennō. Inspireret af Kina, men med rødder i japansk mytologi.
800-tallet – Det Frankiske Rige
- Karl den Store udråbes til kejser af pave Leo 3., hvilket genopliver den vestlige kejsertradition i Europa.
962 – Det Tysk-romerske Rige
- Otto 1. bliver kejser. Rigerne i Centraleuropa styres af konger underlagt kejseren.
1804 – Napoleonskrigene
- Napoleon krones som kejser af Frankrig og gør titlen til et symbol på moderne politisk ambition – ikke kun historisk legitimitet.
1912-1947 – Det japanske kejserdømmes overgang
- Kejser Meiji og efterfølgere moderniserer Japan. Efter 2. verdenskrig bliver kejseren formelt frataget politisk magt og bliver rent ceremoniel.
I dag
- Kun få kejsere eksisterer – mest kendt er Japans Naruhito. Kejsertitlen bruges primært som kulturelt og historisk symbol.
Kejser vs. konge – kort fortalt
- Konge: Hersker over ét kongerige.
- Kejser: Hersker over flere kongeriger eller et større imperium – eller med guddommelig status.
- Japansk kejser: Symbolsk monark uden politisk magt, men med en titel, der bærer mere end et årtusinds religiøs og kulturel betydning.