Ordet “engel” har en fascinerende oprindelse med dybe rødder i forskellige kulturer og religiøse traditioner. Ordet stammer fra det oldengelske udtryk “ǣngel”, som igen har sine rødder i det oldtyske “ängil” og det oldnordiske “ǫngull”. Oprindeligt er betydningen af ordet tæt forbundet med budbringere eller sendebude.
I kristendommen refererer “engel” primært til guddommelige væsener, der tjener som Guds budbringere eller beskyttere. Den hebraiske oprindelse af ordet, “mal’akh”, og den græske pendant, “angelos”, henviser begge til budbringere eller sendebude. I Bibelen optræder engle som guddommelige væsener, der udfører Guds vilje, bringer budskaber til mennesker og beskytter dem.
I andre kulturer har lignende væsener og begreber også eksisteret længe før kristendommens udbredelse. For eksempel findes lignende koncepter i oldgræsk mytologi, hvor væsener som “daimon” eller “daimonion” kunne fungere som mellemled mellem guder og mennesker.
Ordet “engel” har derfor en dyb og mangfoldig betydning, der strækker sig ud over kristendommens rammer. Det repræsenterer ikke kun guddommelige budbringere, men også en bredere idé om forbindelsen mellem det guddommelige og det menneskelige, samt beskyttelse og vejledning fra det åndelige rige. Den etymologiske rejse gennem ordets oprindelse afslører en fælles tråd, der forbinder mennesker på tværs af kulturer gennem troen på guddommelig intervention og beskyttelse.