I Buddhismen tillægges navnet en særlig betydning, der strækker sig ud over blot at være et praktisk middel til at identificere en person. Ifølge buddhistisk tankegang er navnet en del af den skæbne, som et individ bringer med sig fra tidligere liv. Det er en del af den karmiske byrde, der følger sjælen gennem reinkarnationerne.
Navnet, eller “nama” på sanskrit, anses for at være en del af den verden af begær og illusioner, som buddhismen søger at transcenderere. Når et individ fødes, får det tildelt et navn, der ikke kun identificerer det i den fysiske verden, men også knytter det til dets sjæls rejse gennem samsara, cyklussen af fødsel, død og genfødsel.
I buddhistisk praksis er det almindeligt at ændre ens navn som en del af en åndelig rejse. Dette kan ske som et tegn på en ny begyndelse, en forpligtelse til at følge buddhistiske lære eller som en manifestation af personlig transformation. Navne i buddhistisk praksis kan være mere end blot et middel til kommunikation; de kan være symboler på dybere åndelige sandheder.
Et navn i buddhismen kan også tjene som en påmindelse om de dyder og idealer, man stræber efter. Det kan være en guide, der minder en om ens spirituelle mål og forpligtelser. Navnet bliver derfor ikke kun en etiket, men en levende repræsentation af ens åndelige rejse.
I det store billede understreger buddhismen vigtigheden af ikke at være bundet af navnet eller den personlige identitet. Ifølge læren om anatman, eller “ikke-selv”, er selvidentifikation en kilde til lidelse. Navnet er således et redskab, der kan bruges til at forstå og transcendere det selv, man normalt forbinder med.