For præcis 20 år siden, den 9. juli 2006, stod Roger Federer og Rafael Nadal over for hinanden i deres første Wimbledon-finale, hvilket markerede en ny fase i deres berømte rivalisering.
Indtil da havde de to spillere mødt hinanden syv gange, hvor Nadal havde vundet seks af opgørene. De havde krydset klinger i Dubai, Monte Carlo, Rom og Roland Garros tidligere på året, og Nadal var den eneste, der havde formået at besejre Federer i 2006. Da de nåede Wimbledon, var det tydeligt, at Nadal havde opnået en dominerende position i deres møder.
En Historisk Finale
Men græsbanen i Wimbledon var en anden historie. Da de trådte ind til finalen, var spørgsmålet, om Nadal ville kunne holde sin dominans på dette underlag også.
Federer kom ind som topseedet og forsvarende mester, ubesejret på All England Club siden 2003. Nadal, der var anden seed, deltog i sin første Wimbledon-finale. Bare uger før havde Nadal besejret Federer i deres første Grand Slam-finale på grus i Roland Garros, men græs var stadig Feders domæne.
Deres spillestil bød på en klar kontrast: Federer var kendt for sin aggressive spillestil, præcise server og evne til at forkorte dueller, mens Nadal havde en kraftfuld topspin, hurtighed og en uovervindelig defensiv, der havde gjort ham til en frygtet modstander på grus.
Finalens første sæt bekræftede den etablerede orden, da Federer hurtigt tog sættet 6-0 på lidt over 20 minutter. Han havde ikke tabt et sæt hele turneringen og serverede med stor autoritet. Det så ud til, at Nadal ville have svært ved at bryde igennem på græs. Men kampen tog snart en mere intens drejning.
Nadal kom stærkt tilbage og brød Federers serve i begyndelsen af det andet sæt. Han kom tættere på at udligne, men Federer kæmpede sig tilbage og vandt sættet i en tiebreak. Nadal nægtede dog at give op og tog det tredje sæt i en ny tiebreak, hvilket viste, at han også kunne bidrage til dramaet på Center Court.
I fjerde sæt fandt Federer endelig sit spil og brød Nadal to gange for at sikre sig sejren med 6-0, 7-6(5), 6-7(2), 6-3 efter to timer og 58 minutter. Med sejren hævede han armene i triumf og fejrede endnu en titel på Wimbledon.
Med denne sejr udvidede Federer sin græsbaneserie til 48 sejre og tilsluttede sig legenderne Ivan Lendl, Jimmy Connors og Andre Agassi med otte Grand Slam-titler.
Selvom Nadal tabte, troede han stadig på sin evne til at konkurrere om titlen i fremtiden. Han bemærkede, at han havde gjort store fremskridt på græs og ønskede at fortsætte sin udvikling som spiller.
Denne første finale markerede begyndelsen på en kort, men mindeværdig rivalisering mellem de to på græs, hvor de kun mødtes fire gange. Året efter, i 2007, forsvarede Federer sin titel ved at besejre Nadal i en fem sæt lang kamp.
Rivaliseringen nåede sin kulmination i 2008, da Nadal vandt en legendarisk finale, der ofte betragtes som en af de største kampe i tennisens historie. Det var først 11 år senere, at de to spillere mødtes på græs igen, hvor Federer vandt semifinalen i 2019.
Deres historie på græs er kort, men uforglemmelig, og alt begyndte på en varm, solrig dag i London. Rivaliseringen mellem Federer og Nadal vil altid blive husket som en af de mest spændende i tennisens verden.
