CO2-fjernelsesteknologier (CDR) er blevet et kontroversielt emne inden for klimavidenskab. Mens nogle forskere ser dem som uundgåelige for at afværge klimakrisen, mener andre, at de ikke engang bør diskuteres.
CDR-teknologier, der kan suge CO2 ud af atmosfæren, er et varmt forskningsområde, men også meget omstridt. Debatten er blusset op efter offentliggørelsen af den seneste rapport fra FN’s Klimapanel (IPCC). Rapporten indikerer, at CDR-teknologier, selvom de er dyre, kan spille en rolle i bestræbelserne på at holde den globale temperatur inden for sikre grænser.
Men meningerne er delte. Nogle mener, at teknologien skal prioriteres i forskningen, mens andre opfordrer til forsigtighed og advarer mod at stole på ikke-afprøvet teknologi, før vi fuldt ud har udnyttet pålidelige lav-karbon teknologier, som vi allerede har til rådighed.
En række nystartede teknologivirksomheder udforsker alt fra “scrubbers”, der kemisk fjerner CO2 fra luften, til “biochar”, der skaber gødning ved at brænde træaffald uden ilt, og carbon capture and storage (CCS), hvor CO2 flydende gøres og pumpes ned i underjordiske geologiske formationer.
Dog er mange forskere, aktivister og grønne eksperter utilfredse med disse referencer. De frygter, at fremstillingen af CDR-teknologier som levedygtige muligheder kan skabe en falsk tryghed. De fleste CDR-teknologier er uprøvede, sandsynligvis begrænsede i omfang, tager år at udvikle og vil koste store summer penge.Friederike Otto, en hovedforfatter til IPCC-rapporten, mener, at vi bør handle, som om CDR aldrig vil være opnåeligt. Hun advarer om, at det kan være en farlig distraktion at forfølge CDR og stiller spørgsmålstegn ved, om det er klogt at investere i teknologier, der tilbyder usikre fremtidige fordele, når vi ikke implementerer eksisterende emissionsreducerende metoder hurtigt nok.