Det var i 1968, at Giro d’Italia for første gang sluttede i Napoli, og det blev en uforglemmelig dag for Eddy Merckx, som vandt sin første Maglia Rosa. I Arenaccia-velodromen, foran tusindvis af begejstrede fans, cementerede “Kannibalen” sin sejr i dette løb, som blev hans første af fem. Han var den første belgiske rytter til at vinde Giroen efter at have domineret fra start til mål. Det er næsten utroligt at tænke på, at mange stadig tvivlede på Merckx’ evner i Grand Tours, selvom han allerede var en stjerne i en-dagsløb.
Kontroverser og kritik af Giro d’Italia 1968
Corriere della Sera beskrev ham som en “23-årig monster”. “Eddy Merckx er ved at tage pladsen som idol for belgiske fans, som tidligere tilhørte Van Looy. […] Klasse, stolthed, mod og inspiration – disse kvaliteter deler de begge,” skrev avisen.
Selvom Merckx fik meget ros, var den italienske presse ikke nådig over for de hjemlige ryttere. De kritiserede dem for ikke at kunne udfordre den belgiske stjerne. Corriere Sportivo skrev: “Merckx er en stor mester, men Giroen var en fiasko.” De mente, at Merckx’ overlegenhed tidligt i løbet gjorde det monotont, og efter Lavaredo-etapen, hvor Merckx viste sit talent, mistede løbet sin spænding. Dopingprocedurerne blev også latterliggjort, og det var kendt, at nogle ryttere brugte utrolige metoder til at snyde testen. Publikum blev frustreret over de italienske ryttere, som aldrig tog chancen for at udfordre Merckx, hvilket gjorde Giroen til en skuffelse.
På podiet bag Merckx stod hans holdkammerat Vittorio Adorni, der blev buh’ed og fornærmet af fans, fordi han “hjulpede udlændingen”, samt Felice Gimondi. Den afsluttende etape i Napoli, der sluttede spektakulært i Arenaccia, blev vundet af endnu en af Merckx’ hjælpere, Guido Reybrouck.
Den omdiskuterede Giro tog en endnu mørkere drejning, da det kort efter afslutningen blev annonceret, at ni ryttere blev diskvalificeret for doping, efter positive tests på flere etaper. Blandt dem var Gianni Motta, Franco Balmamion og Felice Gimondi. Gimondi blev dog senere frikendt og genindsat i den endelige klassifikation, da han kunne bevise, at det stof, han havde indtaget, ikke var amfetamin, men fencamfamin, et stimulerende middel, der ikke var forbudt på det tidspunkt. Denne hændelse bidrog yderligere til kontroversen omkring Giro d’Italia 1968 og satte spørgsmålstegn ved integriteten af cykelsporten i en tid, hvor dopingproblematikken begyndte at få større opmærksomhed.