Julius Robert Oppenheimer (22. april 1904 – 18. februar 1967) var en amerikansk teoretisk fysiker, bedst kendt for sin ledende rolle i udviklingen af atombomben under Anden Verdenskrig. Som videnskabelig direktør for Manhattan-projektet stod han i spidsen for forskerteamet i Los Alamos, New Mexico, der udviklede de første atomvåben. Hans bidrag til fysikken og hans senere refleksioner over atomvåbnets konsekvenser har gjort ham til en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige og kontroversielle videnskabsmænd.
Tidlige år og akademisk karriere
Født i New York City som søn af tysk-jødiske immigranter, udviste Oppenheimer tidligt en ekstraordinær intellektuel kapacitet. Han opnåede en bachelorgrad i kemi fra Harvard University i 1925 og fortsatte derefter med at studere fysik ved University of Cambridge og Georg-August-Universität Göttingen i Tyskland, hvor han i 1927 erhvervede sin ph.d. Under sit ophold i Göttingen arbejdede han sammen med prominente fysikere som Max Born og bidrog til udviklingen af kvantemekanikken, herunder den såkaldte Born-Oppenheimer-approksimation, der beskriver molekylers kvantemekaniske opførsel.
Efter sine studier vendte Oppenheimer tilbage til USA og blev professor ved University of California, Berkeley, og California Institute of Technology. Her spillede han en central rolle i at etablere USA som en førende nation inden for teoretisk fysik i 1930’erne. Han underviste i kvantemekanik og vejledte mange studerende, der senere blev fremtrædende fysikere.
Manhattan-projektet og udviklingen af atombomben
Med udbruddet af Anden Verdenskrig blev der i USA en stigende bekymring for, at Nazityskland kunne udvikle atomvåben. I 1942 blev Oppenheimer udnævnt til videnskabelig leder af Manhattan-projektet, et tophemmeligt initiativ med det formål at udvikle en atombombe. Han etablerede og ledede forskningslaboratoriet i Los Alamos, hvor nogle af tidens mest brillante videnskabsmænd blev samlet for at arbejde på projektet.
Den 16. juli 1945 blev den første atomprøvesprængning, kendt som Trinity-testen, gennemført i New Mexico-ørkenen. Testen var en succes og markerede kulminationen på flere års intensiv forskning og udvikling. Kort tid efter, i august 1945, blev to atombomber kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, hvilket førte til Japans overgivelse og afslutningen på Anden Verdenskrig.
Efterkrigstidens kontroverser og senere liv
Efter krigen blev Oppenheimer en fremtrædende rådgiver for den amerikanske regering i spørgsmål vedrørende atomenergi og våbenkontrol. Han var fortaler for international kontrol med atomvåben og udtrykte modstand mod udviklingen af brintbomben. Hans tidligere tilknytning til venstreorienterede kredse og hans politiske holdninger gjorde ham imidlertid til genstand for mistanke i den antikommunistiske stemning, der prægede USA i 1950’erne. I 1954 blev hans sikkerhedsgodkendelse inddraget efter en kontroversiel høring, hvilket effektivt afsluttede hans indflydelse i offentlige anliggender.
På trods af denne offentlige ydmygelse fortsatte Oppenheimer med at bidrage til videnskaben og blev i 1963 tildelt Enrico Fermi-prisen som anerkendelse for sine betydelige bidrag til teoretisk fysik. Han tilbragte sine sidste år som direktør for Institute for Advanced Study i Princeton, New Jersey, hvor han døde af halskræft i 1967.
Arven efter Oppenheimer
- Robert Oppenheimers liv og karriere afspejler de komplekse etiske og politiske spørgsmål, der opstår i skæringspunktet mellem videnskab og samfund. Som “atombombens fader” spillede han en afgørende rolle i en af de mest betydningsfulde teknologiske udviklinger i det 20. århundrede. Samtidig tjener hans senere liv som en påmindelse om de personlige og moralske omkostninger ved videnskabelige fremskridt, især når de anvendes i militære sammenhænge.